Zorro i børnehave af Finn Gehrcke

Finn med Ronja

Finn med Ronja

Når man får en hundehvalp er det jo om at komme ud, og lade hvalpen prøve alle de situationer som den vil komme ud for i sit voksenliv, – og som senere hen kan gøre den voksne hund utryg.

Et af punkterne var ”børn”, – og her fejlede jeg enormt!

Desværre måtte jeg sande at alle vennernes børn var blevet alt for gamle til at gå under denne kategori. Jeg synes stadig de er børn, men når de har kørekort, og kan køre deres forældre hjem efter en våd aften, er jeg nok lidt gal på den!

Det lykkedes mig ikke at finde børn, som Ronja kunne ”udsættes for”, og dette har senere givet en hel del problemer!

Senere skulle jeg træne distraktioner – og det var faktisk svært at finde noget som, med sikkerhed, kunne hyle hende ud af den. Fejl har hun da – og jeg med, men når vi arbejder, så er det ret ligegyldigt hvad der sker omkring os. Her tænker jeg selvfølgelig kun distraktioner som jeg anser som fair over for hende. Det skal være nogle som jeg selv mener at hun kan overkomme. Så var det naturligt at vende tilbage til ”børn”!

Min bedste veninde er jo leder i Børnehaven Søndergaard. Hvorfor ikke spørge?
Vibeke var helt med på ideen. De havde et amfiteater, som kunne bænke alle 46 børn, og hun skulle nok skaffe en ghettoblaster, så jeg kunne få musik på.

Jeg lod nu musikken blive hjemme. Børn i 3-6 års alderen kan næppe sidde stille, hvis vi slavisk følger et program til musik?

På med det bedagede Zorro kostume, – og ind midt i amfiteaterets ring. Allerede her var Ronjas nervøsitet ganske tydelig. – ”Kan jeg nu være sikker på at de der størrelser bliver siddende?”

Jeg lod hende lige vænne sig til omgivelserne, dækkede hende af – og gik frem foran hende.

”Ved I hvem jeg er?”
– ”Zorro” blev der råbt i kor.
”Rigtigt, – men jeg mangler noget! Jeg skal bruge en hest. Den skal være sort, men behøver ikke at være særlig stor – bare en lille bitte hest?”
– ”Den ligger lige bag dig” – igen i kor.
Vender mig om og peger på Ronja med floretten.
”Det der? – det er da ikke nogen hest?”
– ”Det er en hund” – råber koret!

Ha! Jeg havde dem i min hule hånd 🙂

Ronja lavede sine tricks, helt uden at ænse de 46 børn, som jo blev siddende hvor de var bænket. Børn ser anderledes på tingene, så det var ikke de tricks jeg var mest stolt af, som skulle gentages. Vibeke fortalte mig senere at det er lidt af en præstation at få 46 børn til at sidde stille så længe, så vi kunne være ret stolte af vor opvisning.

Børnene fik dog ikke lov til at klappe Ronja. Det ville være at gå for vidt!

Vi har gjort 46 børn glade, samtidig med at jeg har flyttet på nogle af Ronjas grænser.
Der skal nok mere til, før hun føler sig tryg ved børn, men forskellen er ganske tydelig, når hun render ind i et par børn (men så heller ikke flere).

Jeg er helt frisk på at besøge den næste børnehave!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Opvisninger. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s