Må vi præsentere: det danske landshold til Nordisk Mesterskab i Stockholm, 3.-4.december 2016!

hjerte m poter.jpg

Dette mesterskabs landshold består udelukkende af erfarne ekvipager, som har flere – nogle endda mange – internationale mesterskaber på CV’et, og som alle er champions.

De 4 freestyle-ekvipager er:

johanna-fs

Johanna Allanach med bordercollie Soda (Kojima E-Physical Grafitti)

emmy

Emmy Simonsen med bordercollie Hero (Littlethorn Feet of Flames)

jette

Jette Haastrup med gravhund Addi (Precenta’s Addi)

kate

Kate Olsen med dansk/svensk gårdhund Zonja (Fremtiden’s Zonja)

DSC_0152

Reserve: Stine Møller Hansen med border collie Panda (Panda)

De 4 HTM-ekvipager er:

johanna-htm

Johanna Allanach med bordercollie Soda (Kojima’s E-Physical Grafitti)

helle1

Helle Larssen med bordercollie Jazz (Littlethorn Top Fuel)

anja

Anja Christiansen med bordercollie Queeny (Fæhunden’s Queeny Lass)

sidsel-1-1

Sidsel Rytcher Lauridsen med bordercollie Wave (Germal Prada)

Landsholdsleder er:

lizza

Elisabeth “Lizza” Fabricius

Skrevet af Elisabeth “Lizza” Fabricius

Udgivet i Landshold og mesterskaber | Skriv en kommentar

2 meters reglen

Leena Inkilä

Gennem den sidste uges tid, har vi gennemgået de 3 kategorier, som HTM og Freestyle bedømmes ud fra, men der er en regel, som vi ikke har berørt. Det er den regel, der i daglig tale kaldes ‘2 meters reglen’ og som er den regel, der sætter en begrænsning for, hvilken slags freestyle man kan lave i Heelwork to Music klasserne.

I regelsættet er reglen formuleret således: Hunden må på intet tidspunkt være mere end 2 m. fra føreren. De 2 meter regnes fra det punkt på hunden og det punkt på handleren, der er tættest på hinanden.

Reglen er jo meget klar. På det sted hvor hund og handler er tættes på hinanden, må afstanden mellem dem ikke overskride 2 meter.

Lad mig komme med et par eksempler:

Her er de handlerens højre storetå og hundens hale, der er tættest på hinanden. Overskrider afstanden her 2 meter?

Her er de handlerens højre storetå og hundens hale-pels, der er tættest på hinanden. Overskrider afstanden 2 meter?

Her er det handlerens venstre storetå og spidsen af hundens hale, der er tættest på hinanden. Overskrider afstanden 2 meter?

Her er det handlerens venstre storetå og spidsen af hundens hale, der er tættest på hinanden. Overskrider afstanden 2 meter?

Hunden næse og handlerens venstre fod er de to steder, der er tættest på hinanden, for rekvisitten skal ikke regnes med. Er der mere eller mindre end 2 meter?

Hunden næse og handlerens venstre fod er de to steder, der er tættest på hinanden, for rekvisitten skal ikke regnes med. Er der mere eller mindre end 2 meter?

Her er det siden af handlerens venstre fod og hundens ene forben, der er tættest på hinanden. Hvordan er det med afstanden? Er der mere end 2 meter?

Her er det siden af handlerens venstre fod og hundens ene forben, der er tættest på hinanden. Hvordan er det med afstanden? Er der mere end 2 meter?

Kate Olsen

Her er det handlerens næsetip og hundens næsetip, der er tættest på hinanden. Mere eller mindre end 2 meter?

I langt de fleste eksempler ovenfor er det ret let at afgøre, om afstanden mellem hund og handler er over eller under 2 meter, men ikke på det øverste billede. Vinklen gør, at det er svært at se, hvor langt de to egentlig står fra hinanden…

Lad os se på det igen:

Her er de handlerens højre storetå og hundens hale, der er tættest på hinanden. Overskrider afstanden her 2 meter?

Hvis nu man havde set både hund og handler fra siden, så ville det have været lettere at afgøre  hvor langt de stod fra hinanden og sådan er det også for dommerne ved en konkurrence.

En af de 3 dommere sidder måske i en bedre vinkel for at vurdere afstand end de to andre og derfor kan du godt risikerer, at en dommer dømmer dig for at have overskredet 2 meters reglen, mens de andre ikke gør. Eller omvendt – at en dommer vurderer, at afstanden er inden for grænsen, mens de to andre vurderer at du er over.

(Billede er fra et freestyle program, hvor afstands-arbejde er ok, men det tjener fint som eksempel.)

Konsekvensen af at overskride 2 meters reglen er, at dit program ikke kan bestå. Du vil automatisk får mindre end 7,5 points i enten sværhedsgrad eller udførelse, hvis afstanden mellem hund og handler bliver vurderet til at være mere end 2 meter i et HTM program.

Grunden til, at jeg ikke kan sige hvilken kategori du vil blive trukket i er, at der kan være forskellige scenarier:

Eksempel 1:
Handleren kan have planlagt en koreografi hvor hunden skal bakke og så for-regner handleren afstanden eller glemmer at 2 meter reglen gælder og derfor beder han/hun hunden bakke længere end 2 meter væk.

Dette vil være en fejl i koreografien og dermed trækker det under Indhold og sværhedsgrad.

Eksempel 2:
Hunden får øje på noget spændende og stikker hen for at undersøge det og dermed kommer den mere end 2 meter væk fra handleren.

Her er problemet, at hund og handler ikke er opmærksomme hinanden og dermed er det en fejl, der går under Udførelse og præcision.

Eftersom at dommerne ikke kan afbryde dit program, for at gå ud med et målebånd og kontrollere om du holder afstanden, så er det dit ansvar som handler og koreograf at sikre, at afstanden aldrig kommer så tæt på 2 meter, at dommerne kan være i tvivl. Mener en dommer, at afstanden overskred det tilladte, så har vedkommende pligt til ikke at lade programmet bestå. Du må derfor sørge for, at dommerne aldrig bliver i tvivl.

2 meter reglen dømmes på samme måde i alle 3 klasser (HTM1, HTM2 og HTM3).

Sandkasseklassen og seniorklassen kan være et mix af HTM og Freestyle, derfor vil dommerne i disse klasser ikke trække for afstandsarbejde, heller ikke selv om programmet hovedsageligt ligner et HTM program.

© Emmy Marie Simonsen, 20.10.2016

Udgivet i Regler, Viden | Skriv en kommentar

De 3 kategorier og deres kriterier, del 3 – Musik og fortolkning

DSC_0209

Så er vi nået til den sidste af de 3 bedømmelses-kategorier:

Og når vi kigger på fortolkning, så kendetegnes kriterierne i denne kategori af gentagelser. Kriterierne er langt hen ad vejen blot flere forskellige formuleringer, der alle beskriver, hvordan musikken skal fremhæves gennem koreografien. Det er det absolut vigtigste, når vi taler musik og fortolkning, at koreografien fremhæver alle skift i musikken:

  • Fortolkning af musik, at skift i musikkens, rytme, intensitet, tempo og frasering fremhæves gennem koreografien.
  • At programmet er sammensat således at hundens og førerens bevægelser går op i en højere helhed med musikken.
  • Passer øvelserne til musikken? At alle bevægelse og tricks passer til musikken.
  • At alle tricks tager udgangspunkt i musikken og den inspiration, der kan hentes fra musikken.

I virkeligheden er ovenstående blot 4 forskellige måder at beskrive nøjagtig det samme, nemlig at alt hvad ekvipagen gør i ringen skal tage udgangspunkt i den musik ekvipagen har valgt at optræde til.

Grunden til disse gentagelser er, at dette er et af nøglepunkterne i HTM og Freestyle. Det er uhyre vigtig og for at understrege denne vigtighed, er det formuleret mange gange, så der ikke kan være nogen tvivl om betydningen.

At stemningen i musikken fortolkes. Rolig/følelsesladet optræden til følsom musik, tempofyldt/glædesfyldt optræden til mere tempofyldt musik.
Vi kender alle musikstykker, der skifter mellem at være langsom og sørgmodig, men som pludselig øger tempoet og bliver livligt og glædesfyldt. Disse skift i stemning skal lige som skift i intensitet og tempi fremhæves gennem koreografien.

Vi har gennem de sidste år set en tendens til, at især kl. 3 programmer helst skal fortælle en historie, men det er faktisk ikke det, reglerne foreskriver. Den formulering, der beskriver historie og tema i et HTM eller freestyle program er ret løst formuleret:
Tema, fortæller musikken en historie, bør denne afspejles i programmet.

Der står ikke ‘skal’, men ‘bør’… Denne løse formulering skyldes, at det faktisk ikke har samme vigtighed, som at skift i musikken bliver fremhævet. Det tillægges ikke samme vægt.

Lad mig forklare: Rigtig meget at det musik, der egner sig til HTM eller Freestyle stammer fra spillefilm eller musicals. Det blev komponeret til at være baggrund for en bestemt scene i en film eller et skuespil og styrke/fremhæve de følelser, som filmskaberne eller historiefortællerne havde brug for i netop denne scene, men ofte er musikken i virkeligheden bare smuk klassisk musik og sammenhængen med filmens eller skuespillets overordnede handling, kan være svær at høre i det musik, der er komponeret til en enkelt scene.

F.eks. er musikken bag Twilight filmene blevet brugt af adskillige ekvipager, men de færreste (hvis nogen) har været klædt ud som vampyr på trods af, at det i høj grad er filmenes team. Og det er ok. Musikken er smuk og velegnet til at koreografere til, men i virkeligheden er det nok ikke ret mange, der kan huske hvor den oprindeligt kom fra og derfor giver det ingen konflikter, at ekvipagen ikke fortæller historien om en vampyr og et menneske, der forelsker sig.

Faktisk ville nogen måske undre sig over hvorfor handleren havde hugtænder i munden til sådan et smukt stykke klassisk musik, hvis ekvipagen valgte at fremhæve temaet. En HTM dommer kender ikke al musik og alle film og det er heller ikke nødvendigt. Vælger en handler at bruge et tema fra en film, som dommeren ikke kender det, bør dommeren lade tvivlen kommer handleren til gode. Ser en dommer en ekvipage optræde med hugtænder i munden, må vedkommende gå ud fra, at det har en sammenhæng med musikken også selvom vedkommende ikke kender Twilight Sagaen.

Der er dog visse undtagelser fra denne frihed til at se bort fra historien. Hvis et stykke musik i den grad er forbundet til en bestemt histore, at det vil skabe ‘flimmer på skærmen’ hos tilskueren, hvis historien ikke fremhæves, så forpligter musik-valget. Det er handlerens opgave at sikre, at der ikke opstår konflikter inde i tilskueren, fordi historie og musik ikke stemmer overens. Eksempler på dette kunne være musik-stykker, der i den grad har printet sig ind i den danske befolkning, at det er blevet en del af den danske kulturarv. Man ville f.eks. ikke kunne høre Olsen Banden uden at se Egon Olsen og et Franz Jäger pengeskab for sig. Man ville ikke kunne fortælle nogen anden historie til dette musik og man kunne heller ikke ignorere historien. Det samme gælder kendingsmelodien til f.eks. Matador eller Pippi Langstrømpe og du kan sikkert selv komme i tanke om andre eksempler. Disse musik-stykker er kædet ubrydeligt sammen med den historie, som de repræsenterer og i sådanne tilfælde, kan man ikke ignorere temaet.

Nogle ekvipager vælger også at vende tingene om. De har en historie at fortælle og den fortæller de til musik, som egentlig ikke har meget med sagen at gøre. Jules O’Dwyer fra Belgien er en af de helt store historie-fortællere (men lagt fra den eneste – vi har set lignende eksempler i Danmark). I eksemplet nedenfor har hun en historie om en skraldemand, som hun gerne vil fortælle og det gør hun til musik, der det meste af tiden ikke har noget med renovationsarbejde eller skraldebiler at gøre.

Det er også i orden. Så længe musikken netop ikke hører under den ovenfor kategori af musik, der bare ikke kan skilles fra sin historie. F.eks. kunne skraldemandshistorien ikke være fortalt til Pippi Langstrømpe musik – heller ikke selv om det var en instrumental version uden tekst. Samtlige tilskuere ville sidde og overveje hvad i alverden Pippi havde med en skraldemand at gøre og dermed ville der komme flimmer på skærmen.

Hvis du ønsker at fortælle en historie, så tænke over din egen rolle. I afsnittet om udførelse talte vi om, at det kan virke akavet, hvis du ikke tør gå ‘all in’ med din egen performance. Det kan også virke forstyrrende, hvis ikke man er sikker på, hvad det er du laver. Når du selv optræder i en koreografi, så gør det tydeligt og overdrevent! Husk at dommere og publikum sidder langt væk og de skal kunne se hvad du gør og få mening ud af det. Intet er mere forstyrrende for forståelsen af et programs tema/historie, end hvis man kan se, at handleren ønsker at vise et eller andet, som man ikke helt kan se hvad er. Du skal ikke være bange for at bruge store og overdrevne bevægelser – det vil i langt de fleste tilfælde blot bidrage til en bedre fortolkning.

Da vi talte indhold og sværhedsgrad, talte vi om ,at HTM i et freestyle program eller freestyle i et HTM program ikke giver nogen points. Da vi talte udførelse blev det imidliertid konluderet, at det i visse tilfælde kan fremhæve programmets show quality og dermed betale sig. Og når vi taler fortolkning, så kan det også give mening. Handler musikken f.eks. om en, der er ude at ride, så kunne det fremhæve historien, hvis handleren i en kort sekvens havde hunden i den heelwork position, der i reglerne er beskrevet som position 9. Denne position kan henlede tankerne på en hest med rytter og det kunne sagtens gøre fortolkningen af et freestyle program bedre også selvom det er en heelwork position, der som udgangspunkt ikke burde fremme kvaliteten af et freestyle program.

Rekvisitter, at eventuelle rekvisitter passer til musikken og temaet.
Da vi talte sværhedsgrad, talte vi om, at rekvisitterne skal udnyttes, hvis de tages med i ringe. Når vi taler fortolkning, så handler det om, at rekvisitterne skal passe til musikken eller temaet.

I videoen med Jules O’Dwyer, passede en orange kegle perfekt ind i temaet, men det gør den sjældent. Til langt de fleste stykker musik, må man forklæde keglen som noget andet, inden man tager den med i ringen – hvis man altså har brug for en kegle.

Det dommerne vil kigge på er, om den rekvisit, som du tager med i ringen rent faktisk giver mening i forhold til den musik du har valgt. det behøver ikke være, fordi du fortæller en historie i dit program – det har vi jo allerede konkluderet, at du ikke behøver, men hvis du har en smuk dans til et stykke klassisk musik, vil en orange kegle falde helt udenfor og skæmme din performance. I sådan et tilfælde, kunne keglen – hvis du har brug for den – måske males hvid og pyntes med stjerner eller have samme farve som dit kostume, således at det ikke skæmmer helhedsindtrykket og den oplevelse, som du ønsker at give publikum.

Renate Gregersen

En orange kegle ville virke skæmmende, men den smukke, hvide stjerne passer perfekt ind i helheden.

Dommerne trækker hverken op eller ned for om de mener at rekvisitterne er pæne. Hvis de forstår hvad det er, de ser, så er det godt nok. HTM og Freestyle er ikke et kunst-show eller en formnings-klasse, så selv om du ser imponerende rekvisitter hos nogle ekvipager, så er det ikke et must. Alle kan være med.

Kostume, at kostumet passer til musikken og temaet.
På samme måde er det med kostumet. Du behøver ikke være klædt ud, men som udgangspunkt må det forventes, at du er klædt på til lejligheden. Vi taler om en performance-sport og pænt tøj må være et krav. Om du behøver være klædt ud, afhænger fuldstændig af hvorvidt du ønsker at fortælle en bestemt historie eller om du blot ønsker at fremhæve de skift, som du hører i musikken.

Vælger du, at fortælle en given historie, så vil det i langt de fleste tilfælde være svært at få meningen frem uden, at handleren er klædt ud. Det giver f.eks. ikke mening, at være Egon Olsen fra Olsen Banden uden at have en bowler hat på.

Men vælger du blot at vise en smuk dans samme med din hund, så kan eksempelvis et par pæne sorte bukser og en hvid skjorte være ganske udmærket.

Lige som det gjaldt med rekvisitterne, så gælder det også for kostumet, at det ikke behøver være dyrt og special-designet. Du kan godt fremhæve din karakter uden at det skal være meget besværligt eller koste en formue.

DSC_0145

Dette egern kostume er virkelig flot lavet og det ser fedt ud, men det giver ikke flere points end hvis handleren havde sat en hale bag på et par mørke bukser og taget en hårbøjle med brune ører på hovedet.

Hvordan dømmes de 3 klasser?
Jo mere man øver sig, jo dygtigere bliver man til, at høre de små skift i musikken. Man skal arbejde med det, for at blive god til det.

Ligeledes får hunden også et større repetoir af tricks og øvelser, jo bedre trænet den bliver. Og jo mere hunden kan, jo lettere bliver det, at finde tricks, som kan fremhæve det enkelte skift i musikken.

Derfor må fortolkningen også nødvendigvis  bliver bedre, efterhånden som ekvipagen får mere erfaring.

For at bestå kl. 1, vil det typisk være nok, at hund og handler bevæger sig i takt til musikken. De må ikke gøre noget, der går direkte imod musikken, men en dommer vil heller ikke forvente, at de kan gøre en masse for at fremhæve musikken.

I kl. 2 vil dommeren begynde at forvente, at tydelige skift i musikken fremhæves med et skift i koreografien. De små detaljer kan man stadig se mellem fingre med, men der skal efterhånden være en klar sammenhæng mellem musik og koreografi.

I kl.3 skal musik og koreografi hænge tydeligt sammen. Det skal være klart, at programmet ikke kunne udføres til andet musik end lige præcis det, som det er koreograferet til og at der ikke kunne lægges andet musik bag programmet end det, som handleren har valgt.

Denne tydelige sammenhæng kan være svær at vise, hvis ikke der er markante skift i musikken, som kan fremhæves. Det er dit ansvar som handler, at vælge musik der gør, at du kan demonstrere over for dommerne, at du kan fortolke. Hvis ikke du vælger musik, der giver dig denne mulighed, så stiller du dig selv i et dårligt udgangspunkt for en god fortolknings-karakter.

I kl. 1, hvor kravene til fortolkning er mindre, kunne et hvilket som helst pop nummer være fint, for hvis bare du kan bevæge dig i takt til det, så har du gjort det du skal. -Men i de højere klasser, vil det være svært at få gode points i fortolkning, hvis ikke du vælger musik der gør, at du kan vise dommerne fortolkning.Det er dit ansvar som handler, at vælge noget musik, der overbeviser dommerne om, at du har forstået konceptet for fortolkning og kan udføre det i praksis.

Alle 3 kategorier er lige vigtige
Det undre sommetider udenlandske dog dancere, at vi vægter fortolkningen lige så højt som udførelsen og sværhedsgraden, men det gør vi for at sikre den rette balance i de koreografier der kommer i ringen.

Hvis vi vægtede sværhedsgrad og udførelse højere end fortolkningen, ville udnyttelsen af musikken træde i baggrunden og der ville være en risiko for, at vores sport udviklede sig til en trick konkurrence, hvor det handlede om at lave så svære tricks som muligt og undgå fejl. Evt. ville musikken komme til at spille i baggrunden, som en slags muzak. Det ønsker vi ikke. Når HTM og freestyle for alvor bliver magisk, så er det fordi musikken går i et med handlerens og hundens bevægelser og det er det fortolkning handler om – det har akkurat lige så stor værdi og vigtighed, som de øvrige aspekter af en performance.

Udenlandske konkurrencer
Hvis du konkurrerer i udlandet eller ser udenlandske konkurrencer fra lande, hvor de også har 3 x 10 points i nogenlunde samme kategorier som os, så kan bedømmelses-kriterierne, altså det dommerne kigger på i hver enkelt kategori, være lidt forskellig fra vores og derfor er de givne points ikke ganske sammenlignelige.

Hvis du f.eks. ser Crufts som live streaming, så dømmer dommerne efter engelske regler og de engelske bedømmelseskriterier ser lidt anderledes ud end vores – det vil sige, at det som dommerne kigger på i de enkelte kategorier, afviger lidt fra det, som vores danske dommere kigger på. Du kan derfor ikke umiddelbart sammenligne de points, som du ser der, med det som ekvipagen ville få til en dansk konkurrence.

©Emmy Marie Simonsen, 19.10.16

Udgivet i Viden | Skriv en kommentar

De 3 kategorier og deres kriterier, del 2 – Udførelse og præcision

Dette er 2. del i serien om de 3 bedømmelses-kategorier og hvilke kriterier dommerne kigger på, når de vurderer dem. Første del findes her!

DSC_0041

Når vi snakker indhold og sværhedsgrad (som vi gjorde i første artikel), så taler vi om alle de dele af programmet, som handleren typisk ville have tænkt over og planlagt hjemmefra – det var emner som udnyttelse af ring, udnyttelse af rekvisitter og koreografiens indhold.

Nu snakker vi om udførelse og præcision og for at have en nem huskeregel, kan man sige, at det er det, der sker på selve dagen, når man kommer ind i ringen. Man kan have planlagt det flotteste program, men det, der kommer til udtryk, når du går i ringen på dagen, det er udførelsen. Det er alle de ting, som du ikke kunne have forudset ville ske – eller ikke ske – når I kom i ringen.

Allerede i første artikel talte vi om, hvordan visse emner sommetider påvirker pointgivningen i alle 3 kategorier – f.eks. er signaler mellem handler og hund noget, der kan påvirke både udførelse, sværhedsgrad og fortolkning. Men når vi taler udførelse, så er det lidt mere kompliceret end som så, for det siger sig selv, at en fejl kun skal straffes en gang og derfor ikke bør trække ned i mere end en kategori.

Har man imidlertid en dårlig udførelse, så kan det påvirke alle 3 kategorier – ikke fordi samme fejl trækker flere gange, men fordi udførelsen påvirker hele ekvipagens performance.

Man kan have koreograferet det sværeste program i verden med alt det indhold, som man kan komme i tanke om, men hvis ikke hunden udfører øvelserne på dagen, så kan dommerne ikke give ‘credit’ for det. Dommeren kan jo ikke vide hvad du havde tænkt dig, at der skulle ske. Dommeren kan kun bedømme det de ser, så hvis ikke udførelsen er i orden, så vil du blive trukket i ‘udførelse og præcision’, men du vil måske også opleve, at du får dårligere points i ‘sværhedsgrad og indhold’ end du havde forventet – simpelthen fordi dommeren ikke får set det indhold, som du havde tænkt dig at vise. Og i ‘musik og fortolkning’ fordi timingen ryger, når udførelsen går i kludder.

Så selv om fejl inden for denne kategori kun straffes en gang, så gennemsyrer udførelsen hele din performance.

DSC_0005

Når dommerne vurderer din udførelse og præcision, så kigger de på flg. kriterier

Samarbejde mellem hund og fører – At hund og fører er opmærksomme på hinanden og lydhøre over for hinandens signaler, således at samarbejdet i programmet bliver gnidningsløst.
Det siger sig selv, at det trækker ned, hvis det er tydeligt for dommerne, at hunden ikke er lydhør over for handlerens signaler, men det er helt bevist, at det i dette kriterium er beskrevet, således at det går  begge veje. Hunden skal være opmærksom på handlerens signaler og kommandoer, men handleren skal også være opmærksom på hundens. Og hvad betyder det så?

Jo, at hunden skal være opmærksom og lydhør over for handlerens signaler betyder, at det regnes som en fejl og trækker ned, hvis dommerne kan se, at handleren har en forventning om, at hunden burde gøre noget, som den ikke gør. Hvis dommeren kan se, at hunden bare står stille, mens handleren arbejder ihærdigt, for at få den i gang eller hvis handleren har tydelige håndsignaler, som hunden ikke reagerer på.

Det kan også trække ned, hvis handleren har overvældende verbale signaler. Hvis handleren råber eller er meget højlydt, må dommerne konstatere, at hunden nok ikke ville reagere, hvis signalerne var mindre voldsomme. Dermed kan dommerne konkludere, at hunden ikke er lydhør – fordi en lydhør hund, har ikke brug for overvældende signaler.

Det kan ikke umiddelbart regnes som en fejl, hvis dommerne tydeligt hører handleren beordre hunden i en dæk og hunden ikke lægger sig. Dommerne kan ikke vide hvad ‘dæk’ betyder for din hund. Det kunne være, at du havde lært din hund at stå stille på kommandoen ‘dæk’ eller at det for netop din hund blot betød, at den skulle sætte farten lidt ned. Dommerne ved ikke hvad dine kommandoer betyder og derfor kan de ikke vurderer om hunden reagerer korrekt på dem, MEN hvis du siger ‘dæk’ 3 gange og hunden rent faktisk lægger sig ned den 3. gang, så kan dommerne godt konkludere, at den ikke tog kommandoen de 2 første gange og det regnes som en fejl.

Der står også, at handleren skal være opmærksom og lydhør over for hundens signaler. Det betyder, at dommerne er beviste om, at hunden hele tiden sender signaler til omverdenen og dem skal handleren være opmærksom på og reagerer på. Det kan f.eks. være helt i orden, at hunden sender dæmpende signaler. Det er svært at undgå, når man sætter den i en så fremmedartet situation, men gør den det, så vil dommerne også gerne se, at handleren tager hensyn til det. Hvis en hund f.eks. virker overvældet af situationen, kunne handleren lægge en dæmper på sin egen performance, for at støtte hunden.

Det kunne også være, at hunden tydeligvis har svært ved at fastholde en ensartet heelwork position og bliver meget flagrende. I dette tilfælde vil det ikke give mening, at handleren selv danser løs i sin egen performance – handleren må først sikre, at hunden er sikker på og tryg ved sin opgave og derefter kan handleren ‘give los’ og kaste sig ud i sin egen optræden. Det vil altså regnes som en større fejl, at hunden har flagrende positioner, hvis handleren samtidig har meget travlt med sin egen performance, end hvis handleren tilpasser sin egen optræden efter hunden og støtter den.

Det samme kunne være tilfældet i freestyle, hvor hunden også kunne have meget svært ved at udføre en sekvens – dette vil regnes som en større fejl, hvis handleren ikke er opmærksom på hundens behov og bare selv danser videre end hvis handleren får lidt ro på og får hjulpet hunden igennem.

Hund og handler skal være opmærksomme på hinanden – det betyder naturligvis, at hunden ikke bør snuse rundt i ringen, stikke af eller i øvrigt være opmærksom på omgivelserne. Selv når hunde og handler arbejder uden øjenkontakt, skal de være fokuserede på hinanden. Vi bør overvære et samarbejde/teamwork mellem hund og handler, når vi ser en ekvipage optræde i ringen og alt hvad der kunne tyde på, at dette team-work ikke er tilstede, vil blive betragtet som en fejl.

Renate med Beans

Udførelse af program – At programmet udføres flydende, uden stop og fejl, samt at hund/fører er sikker i programmet. At øvelserne udføres præcist.
Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der på et eller andet tidspunkt har oplevet, at stoppe op midt i en performance, stå helt stille og blot stirre ud i luften… Klappen er gået ned og jeg har ingen ide om hvad vores næste trick er…. Det er en fejl! Går klappen ned, er det handlerens ansvar, at komme videre og om nødvendigt improvisere, så der ikke opstår et stop i programmet. 

Men fejl inden for dette felt kan også være langt mindre dramatiske. Et stop i programmet kan blot være, at handleren mister orienteringen et øjeblik og må stoppe op og finde ud af i hvilken retning rekvisitten befinder sig. Eller at handleren taber en sko og lige skal have den samlet op. Det kan også være, at hunden er længe om at tage en kommando og derfor kommer jeres optræden til at stå stille eller virke afbrudt.

Da dommerne jo ikke ved hvad det er meningen, at hunden skal gøre, må fejl vurderes på en anden måde end f.eks. i lydighed, hvor øvelserne er meget klart beskrevet og hvor alle afvigelser fra beskrivelsen kan regnes som fejl. Eller i agility, hvor det er klart for enhver om hunden river en pind ned eller ej.

Når en freestyle dommer vurderer om øvelserne er præcise og uden fejl, så kigger dommeren på hvordan øvelserne gennemføres. Ser det stil-rent og sikkert ud?

Hvis hunden f.eks. går på bagben, vil d0mmeren holde øje med om den kommer op i første forsøg og om den bibeholder balancen i positionen. Det vil altså regnes som en fejl, hvis hunden mister balancen, går ned på fire ben for derefter igen at rejse sig op på bagben.
(Har du planlagt, at den skal gå op og ned – måske i takt til musikken, så er det dit ansvar at sikre, at det ikke kommer til at se ud som om, at hunden ‘falder ned’ pga. dårlig balance, men at det er et planlagt og trænet trick.)

Det behøver ikke handle om balance – det kan også være at hunden skal udføre en anden øvelse gennem f.eks. twiste på toppen af en rekvisit og hopper ned halvvejs, for derefter at hoppe op igen og gennemføre øvelsen.

Eller hvis hunden skal samle en rekvisit op, så vil dommeren holde øje med om det er en ‘ren’ opsamling eller om hunden taber rekvisitten og tager fat igen. Eller hvis hunden går rundt om en rekvisit og vælter rekvisitten, så vil det regnes som en fejl.

Dommeren ser altså på hvad hunden gør og vurderer om det ser nydeligt og ordenligt ud og gør det ikke det, vil det regnes som en fejl.

Hvis hunden i et program skal ‘optræde’ som om den er ‘uartig’ eller ‘ulydig’, så er det handlerens ansvar, at det er tydeligt for dommeren, at hunden gør det, som den bliver bedt om og at det er med vilje, at den fremstår som ‘uartig’. Dette må handleren gøre ved hjælp af sin mimik eller hvilke dramatiske redskaber, der ellers er til stede i forhold til egen performance. Det er aldrig dommerens ansvar, hvis dette ikke fremgår tydeligt.

Og det er vigtigt at bemærke, at der i teksten både står hund og fører. Både hund og fører skal være sikker i programmet og udføre det præcist. Det vil sige, at det også er en fejl  hvis handleren snubler. Hund og handler er fælles om deres performance og man kan ikke forvente at få top-points, hvis man selv ‘har været ned og bide i græsset’.

14054531_10154350512448847_2087643211346841728_o

I HTM er det lidt lettere at definere hvad en fejl er end i freestyle, hovedsageligt fordi heelwork positionerne er klarere beskrevet. Jo tydeligere beskrivelser der er for en øvelse, jo lettere er det at se, om noget afviger fra beskrivelsen.

Heelwork positionerne er i reglerne beskrevet som følger:

  1. Hunden går på handlerens venstre side med højre skulder ud for handlerens venstre ben. Hunden er parallel med handleren og ligeudrettet. Hund og handler har ansigtet vendt i samme retning.
  2. Hunden går foran handleren med højre side mod handleren og højre skulder ud for handlerens højre ben. Hunden er ligeudrettet og parallel med handleren. Det accepteres, hvis hundens skulder er en lille smule længere tilbage end det kræves for at have direkte kontakt mellem hundens skulder og handlerens ben, således at hunden kan have sine fødder mellem handlerens fødder, så hund og handler ikke går i vejen for hinanden.
  3. Hunden går på handlerens højre side med højre skulder ud for handlerens højre ben. Hunden er parallel med handleren og ligeudrettet. Hund og handler har ansigtet vendt i hver sin retning.
  4. Hunden går bagved handleren med højre side mod handleren og højre skulder ud for handlerens venstre ben. Hunden er ligeudrettet og parallel med handleren. Det accepteres, hvis hundens skulder er en lille smule længere tilbage end det kræves for at have direkte kontakt mellem hundens skulder og handlerens ben, således at positionen matcher positionen beskrevet i punkt 2.
  5. Hunden går på handlerens højre side med venstre skulder ud for handlerens højre ben. Hunden er parallel med handleren og ligeudrettet. Hund og handler har ansigtet vendt i samme retning.
  6. Hunden går foran handleren med venstre side mod handleren og venstre skulder ud for handlerens venstre ben. Hunden er ligeudrettet og parallel med handleren. Det accepteres, hvis hundens skulder er en lille smule længere tilbage end det kræves for at have direkte kontakt mellem hundens skulder og handlerens ben, således at hunden kan have sine fødder mellem handlerens fødder, så hund og handler ikke går i vejen for hinanden.
  7. Hunden går på handlerens venstre side med venstre skulder ud for handlerens venstre ben. Hunden er parallel med handleren og ligeudrettet. Hund og handler har ansigtet vendt i hver sin retning.
  8. Hunden går bagved handleren med venstre side mod handleren og venstre skulder ud for handlerens højre ben. Hunden er ligeudrettet og parallel med handleren. Det accepteres, hvis hundens skulder er en lille smule længere tilbage end det kræves for at have direkte kontakt mellem hundens skulder og handlerens ben, således at positionen matcher positionen beskrevet i punkt 6.
  9. Hunden går mellem handlerens ben med skulderen ud for handlerens ben. Hunden er ligeudrettet og parallel med handleren. Hund og handler har ansigtet i samme retning.
  10. Hunden går mellem handlerens ben med skulderen ud for handlerens ben. Hunden er ligeudrettet og parallel med handleren. Hund og handler har ansigtet i hver sin retning.

Desuden står der i bedømmelses-kriteriet for ‘udførelse og præcision’:
I HTM, at hunden er balanceret og ikke læner sig op ad føreren, at den ikke har løse og flagrende positioner samt at afstanden til føreren er ensartet i alle positioner.

Alt dette, og i særlig grad det understregede, beskriver hvordan heelwork skal udføres, for at være udført korrekt og uden fejl.

Hunden skal være parallel med handleren – dvs. at den ikke må have måsen inde bag handleren eller hovedet inde foran handleren. Den skal være ligeudrettet, så den må heller ikke forme sig som en banan rundt om handlerens ben.

Der er klare beskrivelser for hvor hundens skulder skal være i forhold til handleren og i hvilke situationer det kan tillades, at hunden er lidt længere tilbage – fordi hund og handler heller ikke må gå i vejen for hinanden.

Desuden er det beskrevet, at hunden ikke må læne sig op ad handleren. Den skal have samme afstand til handleren i alle positioner og denne afstand må ikke være så tæt, at hunden kommer til at læne sig op ad handleren, men de må heller ikke være så løse, at det kommer til at se flagrende ud. Hunden skal være i balance og kunne holde sin position uden at ‘hænge’ på handleren.

Disse forholdsvis klare beskrivelser af hvordan heelwork skal se ud, gør det også ret let at vurdere, hvornår det IKKE ser sådan ud og når det er tilfældet, så regnes det for en fejl og vil trække ned i udførelsen.

14054460_10154350514748847_5522904050376293156_o

Show quality / helheds indtryk – At ekvipagen har udstråling og udfører et flot show, der appellerer til publikum og dommerne. At ekvipagen får programmet til at se let ud.
Dog Dancing er en performance-sport. Der er ret eksakte dommer-kriterier, som man skal leve op til, for at klare sig godt til konkurrencer, men det er først og fremmest underholdning og show. Det skal være underholdende eller bevægende – eller på en eller anden måde få publikum til at føle. Det skal kort og godt have show quality.

Alt det ovenstående, med flow og sikkerhed i programmet, er selvfølgelig med til at bidrage til programmets show quality. Et rodet eller afbrudt program er bare ikke så spændende at se på, men der er mere i det end bare det…

Man kan øge sin show quality ved at turde at se op – at se publikum eller dommere i øjnene. Konkurrence- eller opvisningsringen er simpelthen det dårligste sted i verden at gemme sig, så lad være med at prøve😉
Kig op – mød dit publikum og dine dommere og nyd jeres tid i ringen.

Når du som handler selv performer, så tro på det. En handler, der selv synes at egen performance er lidt pinlig, får ofte også publikum til at føle sig lidt akavede. Det bliver lidt ubehageligt, at se på nogen, der føler sig ilde til mode med den rolle, de har påtaget sig. Så gå all in – tro på det og nyd det. Dermed får du typisk også publikum og dommere med. (Ovenstående vil også påvirke din fortolkning, men det kommer vi tilbage til, når vi skal tale om musik og fortolkning)

Hvis hunden gø’r, kan det forstyrre programmets show quality. Hvis musikken ikke kan overdøve hunden, så publikum får lov til at opleve den magi det er, når musik og bevægelser går op i en større helhed, så ødelægger det oplevelsen og det er en fejl.

Gøen kan være et symptom på frustration eller stress og i så fald handler det ikke blot om, at det påvirker programmets show quality, men også om, at ekvipagen ikke får programmet til at se let ud. Og det er som tidligere nævnt også en fejl.

I Danmark kan man miste op til 1 point, hvis hunden gø’r vedvarende gennem hele programmet eller gennem størstedelen af programmet. Hvis hunden kun gø’r i enkelte tricks, bør det ikke trække ned. Hvis dommeren trækker for gøen, har vedkommende pligt til at skrive som dommerkommentar, hvor meget der er blevet trukket.

Da vi talte om sværhedsgrad, talte vi både om, at der ikke må være for meget freestyle i et HTM program og omvendt. Vi talte om, at man når sværhedsgraden bedømmes, ikke får points for den freestyle du laver i et HTM program eller for det HTM du laver i et freestyle program. Det er stadig korrekt, men derfor kan det godt give mening, at lægge en sekvens freestyle ind i et HTM program alligevel eller en sekvens HTM i et freestyle program. Hvis det kan øge programmets WOW faktor, kan det bidrage til en større show quality og det kan du få points for.

Vi talte også om, at kropskommandoer som sådan ikke er en fejl, når vi taler om sværhedsgrad, men når vi taler show quality vil det give god mening, at hunden kan udføre sine øvelser på verbal kommando, fordi det frigiver ressourcer hos handleren, således at denne også kan bidrage til WOW effekten via sin egen performance.

Tine Leo

At handlerens fremtræden er passende.
Dog Dancing i alle sine former (HTM, freestyle eller færdighedsprøver) skal være egnede til et familie-publikum. Hr. og Fru. Jensen skal kunne tage sine børn/børnebørn med ind til en HTM konkurrence og opleve at det var god underholdning.

Derfor så tænk over at dit kostume er tækkeligt og at din fremtræden ikke virker anstødelig. Lad være med at forsøge at skubbe grænserne på dette område. Det er ikke det sporten går ud på og du risikere både at miste point på, at jeres optræden ikke er passende og på at du tager fokus fra hunden (sværhedsgrad).

Husk at dette er en hundesport – ikke en natklub…😉

Ella

Forskel på de 3 klasser
Hvor der, når vi taler sværhedsgrad, er stor forskel på forventningerne i de forskellige klasser (1, 2 og 3), så er der langt mindre forskel, når vi taler udførelse.

Vi skruer så at sige på kravene i klasserne gennem sværhedsgraden og dermed kan vi opretholde nogenlunde samme niveau i udførelsen. Det skal forstås på den måde, at jo lettere et program er, jo lettere vil det også være for ekvipagen at udføre det. Så når vi stiller lavere krav til indholdet og sværhedsgrad til en kl. 1 hund, så kan vi godt samtidig forlange, at den udføre det pænt og præcist.

Men når det er sagt, så er der forskel på klasserne.

En dommer vil ikke forvente samme show quality fra en ekvipage i kl. 1 eller 2, som fra en ekvipage i kl. 3. Det er både forståeligt og acceptabelt, at en kl. 1 (og til dels også kl. 2) handler er lidt genert og måske også har brug for at fastholde hundens opmærksomhed gennem øjenkontakt. Det kan være meget svært at tage blikket fra hunden og kigge op og det er helt i orden i de lavere klasser.
(Et lille trænings-fif fra mine tidlige år i sporten. Jeg var ret genert og havde svært ved at kigge op, så jeg tog konsekvensen af det og koreograferede sekvenser ind i programmet, hvor jeg vidste, at jeg kunne tage øjnene fra hunden uden at risikerer, at den stak af og i disse sekvenser trænede jeg mig selv til at kigge op og smile. Det var lige så indøvet, som hvor mine rekvisitter skulle stå og hvordan mine fødder skulle flytte sig. Jeg har stadig, den dag i dag, øvelser, som jeg ikke kan udføre uden samtidig at kigge op og smile stort – det er simpelthen så indøvet, at det sidder på rygradden, at det er det mit ansigt gør, når jeg laver de øvelser).

En HTM og freestyle hund er under uddannelse hele livet. Tricks og heelwork positioner vil blive skarpere gennem træning og erfaring. Det betyder ikke blot, at hunden kan tackle sværere kombinationer, men også at de øvelser der udføres igennem programmet vil blive mere præcise i takt med, at hunden udvikler sig. Dette ved dommerne godt og de vil tillade mere ‘uro’ i udførelsen af tricks og heelwork i kl. 1 end i kl. 3.

Ligeledes vil en dommer i kl. 1 (og til dels 2) være mere tolerant over for kommandoer, der skal gentages før hunden reagerer, ligesom at det i de lavere klasser vil blive accepteret, at hunden mister focus på opgaven en gang i mellem. Det er helt naturligt, at en mindre rutineret hund i de lavere klasser, er mere udfordret af konkurrence-situationen og miljøet, end de mere garvede kl. 3 hunde. Det tager dommerne højde for.

I kl. 3 har dommerne en forventning om, at hunden kan koncentrere sig om sit program i de 4 minutter det tager, at gennemføre en koreografi.

Lise Sørensen

Sværhedsgrad kontra udførelse – og omvendt
Der er typisk en omvendt sammenhæng mellem de points en ekvipage får i udførelse og i sværhedsgrad. Får den lav i den ene, vil den ofte få høj i den anden.

Det skal forstås på den måde, at hvis man får lave points i sværhedsgrad, så er det typisk fordi man har et program, der er lige i underkanten i forhold til den sværhedsgrad, der forventes i klassen. Dermed vil der også være en vi sandsynlighed for, at man gennemføre det forholdsvis lette program godt og får en høj score på udførelse.

Ligeledes, kan man sætte sin sværhedsgrad højt og dermed få gode points på sværhedsgrad, men så halter udførelsen måske og man får en lav score der.

Eller som nævnt i begyndelsen – måske påvirker udførelsen også sværhedsgraden, så dommerne rent faktisk ikke kan se hvad der skulle ske og dermed får man lave karakterer for både sværhedsgrad og udførelse.

Kunsten er at træne hunden og sig selv til at kunne lave et svært program og udføre det pænt, så man kan få gode points i begge sektioner. Når man kan det, så vil man være godt på vej til en stor karriere inden for HTM og Freestyle.

©Emmy Marie Simonsen, 17.10.16

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Resultater, Samsø d. 15.10.16

14647301_10209950499706443_493366185_o

Download resultater fra HTM og Freestyle klasserne her.

Download resultaterne fra Færdighedsprøverne her.

Udgivet i Færdighedsprøve, Konkurrencer, Resultater, Uncategorized | Skriv en kommentar

De 3 kategorier og deres kriterier, del 1 – Indhold og sværhedsgrad

Dommere i aktion - dyb koncentration og det er ikke sært, for der er meget at holde styr på.

Dommere i aktion – dyb koncentration og det er ikke sært, for der er meget at holde styr på.

På et netop afholdt dommer-seminar, blev vi opfordret til at komme med flere artikler om hvordan sporten hænger sammen, træningsfif mv. Det vil vi selvfølgelig rigtig gerne, men vi vil også gerne have hjælp til det. Så hvis nogen har lyst til at skrive artikler om træning, hvordan det er at gå til prøve eller noget helt andet, så vil jeg meget gerne offentliggøre det. Bare send det til emmy(@)hazyland.dk – uden () rundt om @. Alle bidrag modtages med tak.

En af de ting jeg ofte bliver spurgt om og som også fyldte en del på det netop afholdte dommer-seminar, var sværhedsgraden i henholdsvis kl. 1, 2 og 3. Det er svært for deltagerne at vide hvad der egentlig forventes i de 3 klasser. Det vil jeg gerne give et bud på.

I sværhedsgrad skal dommeren kigge på flg. kriterier:

At programmet passer til den disciplin, hvor det er tilmeldt (HTM eller Freestyle)
Dette betyder i al sin enkelhed, at man mister points, hvis man stiller op med et freestyle program i en HTM klasse eller med et HTM program i en Freestyle klasse.

Det betyder også, at hvis en dommer vurderer, at du har mere end 25% freestyle i et HTM program, så går det ud over din sværhedsgrads-bedømmelse og på samme måde, hvis du har mere end 25% HTM i et freestyle program. Vær obs, på, at dommerne meget sjældent sidder med et stop-ur og tager tid (det sker, men det er sjældent), så det er dit ansvar som handler og koreograf at sikre, at dommerne ikke er i tvivl om hvorvidt du har for meget af henholdsvis freestyle og HTM i forhold til den disciplin, som du stiller op i. Hellere for lidt end for meget, så du kan være helt sikker på, at det aldrig opleves som om, at du har for meget. 

Når du koreografere, så være obs. på, at det dommerne skal huske, når du forlader ringen efter et HTM program, gerne skulle være det flotte heelwork. Hvis de i højere grad husker en imponerende freestyle sekvens, så har de pligt til at trække for det. Derfor kan det godt betale sig, at sprede sin freestyle ud i programmet, frem for at have en stor klump freestyle samlet, da det ofte forekommer som mere end hvis det er spredt ud.Og selvfølgelig også den anden vej rundt mht. HTM i et freestyle program.

Forskellen på HTM og freestyle er, at i et HTM program kan du ikke undgå at have freestyle øvelser med. Du kan ikke skifte position (linke) uden at hunden forlader en HTM position og så snart den ikke er i en position, så regnes det som freestyle. Du har simpelthen brug for freestyle, for at kunne få linket de mange positioner på en elegant måde.

I et freestyle program kan du der i mod sagtens undgå at have HTM. Du behøver ikke HTM i et freestyle program, så det giver god mening ikke at have det. Du får nemlig ikke sværhedsgrads-points for dit heelwork i et freestyle program, lige som du ikke får sværhedsgrads-points for dit freestyle i et HTM program.

Gimli

Koreografi – at koreografien er sammensat, således at øvelserne går flydende over i hinanden uden stop og at programmet er sammensat så det passer til hunden og dens bevægemønster.
Her kigger dommerne på hvordan dit program er kædet sammen. Det er dit ansvar som handler, at koreografere, så programmet fremstår som en helhed – en dans.

Har man f.eks. mange rekvisitter med i et freestyle program, så ender det tit med, at ekvipagen går fra rekvisit til rekvisit og viser et trick eller to med hver rekvisit, hvorefter ekvipagen bevæger sig videre til den næste rekvisit. På den måde kommer programmet nærmest til at ligne en rally bane, hvor man går fra skilt til skilt og udfører den øvelse, som passer til skiltet. Det virker ikke flydende – men fremstår som enkeltstående øvelser afbrudt af at ekvipagen går videre til næste rekvisit og det er en fejl.

I freestyle kunne det også handle om, at handleren gerne vil skabe afstand mellem hund og handler, for at give plads til tilløb før eksempelvis et spring og derfor beder hunden om at sætte sig, mens han/hun selv bevæger sig lidt væk. Det giver også et brud i programmet og går ud over det flow, som burde være der. Det kunne være bedre at bede hunden om en twist og bevæge sig lidt væk mens hunden drejer sig eller at sende den rundt om en rekvisit for at skabe afstand.
(En sit øvelse mens handleren bevæger sig væk, går både ud over flow og fokus på hunden, hvilket vi kommer tilbage til senere.)

Det kunne også handle om den måde, hvorpå hunden skifter fra en heelwork position til den næste. Er det hunden, der selvstændigt og med godt flow finder den nye position – eller står hunden bare stille mens handleren drejere sig og selv flytter sig over i en ny position. Det første er langt at foretrække. Det sidste regnes som en fejl.

Jette med Logan

At programmet og dets indhold ikke udsætter hund eller handler for helbreds-risiko eller skade.
Det siger sig selv, at vi ikke ønsker at skade vores hunde med den sport vi dyrker, men sommetider skal der øjne udefra til, for at få øje på risikoen ved forskellige tricks. Noterer en dommer på din dommerseddel, at et tricks ikke ser sundt eller rart ud for hunden at udføre, så tag det i den ånd det er ment. Dommerne gør det for at sikre, at vi også fremadrettet har en sund sport uden for mange skader.

Hvis hunden halter, så giver det sig selv – der vil programmet blive stoppet og man vil blive bedt om at forlade ringen. Men det kunne også handle om, at hunden f.eks. har brug for flere forsøg, før den kan gennemføre en øvelse. At den f.eks. har brug for tilløb for at komme op på bagben. Den halter ikke, men det ser svært ud. Det vil blive regnet som en fejl.

Det kunne også være en potentiel risiko, som dommerne vælger at slå ned på. Hvis handleren f.eks. hopper op i luften og hunden ruller under handleren, mens denne ‘hænger’ i luften, så skal der ikke ret meget til, før det går galt. Hvis handleren forfejler sit spring eller hunden forfejler sit rul, kan det blive en potentiel meget farlig situation og det vil derfor ikke være velanset. Det behøver altså ikke kun at være situationer, der udvikler sig farligt, der bliver trukket for. Det kan også være situationer, hvor dommeren forudser, at hvis noget går galt, så bliver det rigtig farligt.

Mariannes Blondie

Fokus på hunden – At programmet er koreograferet så fokus rettes mod hunden. Det er ikke ejerens krumspring, der skal tiltrække opmærksomheden.
Du har pligt til som handler, at lade hunden være stjernen i jeres koreografi. Det er dog dancing – ikke human dancing😉

Det er helt fint at dommerens opmærksomhed trækkes hen på hund og handler som et par eller at opmærksomheden ligger alene på hunden, men hvis dommeren føler sig fristet til at lade øjnene forlade hunden og kigge på handleren alene, så har du koreograferet, så der er for meget fokus på handleren og det er en fejl.

Sådan en fejl kan opstå på flere måder. Det kunne, som nævnt i et tidligere afsnit, være fordi handleren beder hunden om at sidde, mens vedkommende selv bevæger sig væk for at skabe afstand. Hvis hunden er i en statisk position og handleren er i bevægelse, har øjet tendens til at følge det, der er i bevægelse og dermed får handleren tiltrukket sig fokus.

Det kunne også være en meget lille hund, som forsvinder bag et stort kostume eller store rekvisitter.

Eller en forsigtig, anonym hund med en meget udtryksfuld og dramatisk handler.

Du har, som koreograf, pligt til at lave en koreografi, der passer til lige præcis din hund og dens personlighed, så du får hunden til at stråle i ringen.

Nina med Dido

Rekvisitter bliver udnyttet og hunden skal vise, at den også kan abstrahere fra dem, når de ikke bruges. 
Hvis du tager en rekvisit med i ringe, så skal du udnytte den. Dvs. at du ikke blot kan lave et trick med den og så lade den stå og pynte i ringen resten af tiden. Den skal bruges til flere forskellige øvelser/tricks. Og dette gælder både i HTM og Freestyle – der er ikke større forventning til udnyttelse af rekvisitter i den ene disciplin end i den anden.

I kl. 1 kan det måske være nok, at en hund laver en enkelt øvelse med en rekvisit – selv om jeg personligt ville foretrække at den indgik i programmet mindst to gange.

I kl. 2 vil jeg helt klart forvente, at en hund kan lave mindst 2 øvelser med samme rekvisit – mindre vil ikke være acceptabelt.

I kl. 3 tænker jeg, at en rekvisit skal bruges til mindst 2 – 3 forskellige øvelser og gerne flere og hunden må gerne vende tilbage til den flere gange i løbet at en koreografi, så ikke rekvisitten kommer til ‘bare at stå der’.

En rekvisit må aldrig bare være scenografi – altså må den ikke stå der, bare for at ‘sætte scenen’ og vise tilskuerne, at vi f.eks. nu er i et bymiljø (det kunne være en lygtepæl, der ikke blev brugt).

Grænsen mellem rekvisit og kostume kan være fin – en handler kan f.eks. holde en genstand i hånden, som understreger kostume og tema, men som ikke betragtes som en rekvisit. Den er blot en del af kostumet. Måden hvorpå dommerne skelner mellem rekvisit eller ‘del af kostume’ er som flg.

  • Hvis hunden laver en øvelse, hvor ‘genstanden’ indgår, så forvandles den straks til en rekvisit og så skal den udnyttes som sådan.
  • Hvis handleren sætter ‘genstanden’ fra sig og ikke længere bærer den, så forvandles den til en rekvisit og skal udnyttes som sådan.

En sådan genstand kunne være en tryllestav i et ‘magi’ program og der er også et eksempel på en handler, der har båret et ølkrus i hånden gennem hele programmet uden nogensinde at bruge det til andet end at fremhæve historien og kostumet.

Doggie

Når en rekvisit ikke er i brug, skal hunden kunne ignorere den. I kl. 1 og 2 holder dommeren selv øje med, at det er muligt for hunden ikke at lade sig forstyrre af en rekvisit, men i kl. 3 vil det være en god ide, hvis handleren tydelig-gør for dommerne, at hunden kan gå til og fra rekvisitterne uden at lade sig forstyrre af dem, ved simpelthen at lægge ind i programmet, at rekvisitten/rekvisitterne kan stå i ringen og hunden kan arbejde ved siden af dem uden at opsøge dem, når de ikke er i brug.

soda

Udnyttelse af ringen – at pladsen i ringen udnyttes på en måde, der gør programmet interessant. 
Når vi snakker udnyttelse af ring, så handler det ikke om, at hunden skal sætte en pote på hver eneste kvadrat-centimer af ringen. Det er selvfølgelig ikke ønskværdigt, at hele koreografien udføres på 2 x 2 m. i midten af ringen – vi vil gerne se hunde og handler bevæge sig omkring, men de behøver ikke betræde hver eneste lille plet.

Men når de bevæger sig omkring, vil vi meget gerne se dem bevæge sig i flere retninger og mønstre: cirkler, linjer, på kryds og tværs og diagonalt. Mod højre og mod venstre, frem og tilbage, ind på midten og ud mod kanten. Variation i bevægemønstre kan virkelig bidrage til at programmet bliver interessant at se på, så være obs på det, når du koreografere.

Der er selvfølgelig forskel på hvor meget man kan nå at komme rundt i ringen på 2½ minut i klasse 1 og på 4 minutter i klasse 3, så kravene til udnyttelse af ring stiger efterhånden, som man rykker op gennem klasserne, men det giver god mening at tænke det ind i sin planlægning allerede i kl. 1.

Brigitte van Gestel

At signalerne mellem fører/hund er diskrete eller indarbejdede i koreografien, således at de ikke skæmmer programmets helhed.
Der står faktisk ikke, at krops-signaler ikke er tilladte i HTM og Freestyle. Der står blot, at de skal være diskret og indarbejdet i koreografien. Når vi snakker sværhedsgrad, er der ikke noget krav om, at hunden arbejder alene på verbale kommandoer. Der er blot en forventning om, at signalerne er indarbejdet i koreografien, så ikke de virker skæmmende. Det kunne f.eks. være at håndsignalerne til en slalom blev udført som elegante dansebevægelser. Det ville være  ok.

Inden for HTM og Freestyle er der rigtig mange øvelser, der slet ikke kan udføres uden at kroppen giver signaler til hunden. Hunden kan ikke gå slalom mellem vores ben, hvis ikke vi laver plads til den ved at tage et skridt frem, så handlerens spredte ben, bliver et signal til hunden om, at nu laver vi slalom. Skal hunden springe over et ben, vil det løftede ben også blive et signal. HTM kan ikke laves uden kropssignaler og derfor kan det ikke regnes som en fejl.

(Det er sådan vi ser på signaler, når vi snakker sværhedsgrad, hvor det er koreografien, der bedømmes, men flere emner inden for HTM berøres af flere bedømmels-kategorier(de 3 kategorier er udførelse, sværhedsgrad og fortolkning) og lige præcis det med signaler dækkes af dem alle 3. Og når vi snakker udførelse (show quality) kan det give god mening, at hunden kan udføre en del øvelser alene på verbal kommando, således at handleren kan fokusere på sin egen performance og når vi kigger på fortolkningen, kan det også være at musikken og temaet kunne highlightes bedre, hvis handleren kunne bevæge hænderne frit, så det kan godt have konsekvenser i disse kategorier, hvis hunden er afhængig af selv diskret krops-signaler.)

Det siger sig selv, at dommerne i kl. 1 er mere tolerante over for indiskrete kropssignaler end de vil være i kl. 3. Man kan godt bestå en kl. 1 med indiskrete signaler, men i kl. 3 må det være et krav, at signalerne kan flettes ind i koreografien, således at det ikke virker skæmmende.

biscuit

Variation, sværhedsgrad og indhold. – At indholdet er passende, så programmet hverken bliver for meget for lidt. – At sværhedsgraden er passende for klassen og at programmet er varieret uden overdrevne gentagelser. 
Det er når vi taler indhold og variation, at dommerne for alvor skelner mellem de 3 klasser. Det er her den store forskel kommer til udtryk.

I kl. 1 er det egentlig ret lige til – her kræves der ikke ret meget.
Kl. 3 er også forholdsvis let at beskrive – der skal hundene kunne det hele.
Der hvor det kan være svært, at gennemskue hvad dommerne forventer er i kl. 2 – for hvad ligger der egentlig midt i mellem ‘meget lidt’ og ‘det hele’.

Jeg vil forsøge at kigge på de to discipliner hver for sig. Jeg vil forsøge at sige noget om hvor meget indhold, jeg forventer i de forskellige klasser for at lade programmet bestå. Men sværhedsgrad handler jo ikke kun om indhold. De øvrige punkter (gennemgået ovenfor), skal også tages i betragtning, når sværhedsgraden vurderes, så derfor kan nedenstående ikke regnes for en facit-liste. En handler kan ikke lave en check-liste og sige “hvis bare jeg har alt det med, der står nedenfor, så består jeg med sikkerhed”, men hvis nedenstående er taget i betragtning, når der koreograferes, sammen med alt det ovenstående, så er der en god sandsynlighed for, at man består.

DSC_0373

HTM

Når vi taler indhold, så er HTM lidt lettere at definere end freestyle, fordi et HTM program består af en række positioner, retninger og tempi. Enten viser man dem – eller også gør man ikke. Det kan man da forholde sig til. Imidlertid er der stadig mange variationer, så helt så skematisk som det er opstillet neden for, kan man ikke gøre det… Men for at prøve at give lidt retning, så gør jeg det alligevel.

Der er 10 positioner i alt. Disse 10 positioner kan vises i 5 retninger hver (forlæns, baglæns, sidelæns væk fra hunden, sidelæns mod hunde og omkring på stedet). Og i 4 forskellige tempi (langsom gang, almindelig gang, løb og statisk). Kreative sjæle kan helt sikkert komme med flere variationer, men dette er de grundlæggende byggesten, når vi taler HTM.

Vil man bestå HTM1 (på indhold ) forventer jeg som dommer at se 1 – 2 forskellige positioner. Vises der kun 1 position, vil jeg gerne se den udført i mere end en retning. Temposkift er ikke et krav, men det er da rart at se – specielt, hvis der kun vises en position gennem programmet.

Vil man bestå HTM3 (stadig på indhold) forventer jeg, at hunden kan det hele… eller i hvert fald næsten det hele. Som udgangspunkt forventer jeg, at hunden arbejder lige godt med højre som med venstre skulder ind mod handleren – altså at den viser nogenlunde lige meget arbejde i positionerne 1 – 4 som i positionerne 5 – 8 (læs reglerne). Jeg forventer, at den er lige så god til retninger og temposkift på begge sider af handleren (altså med både højre og venstre skulder mod handleren) og jeg forventer, at ekvipagen fordeler arbejdet i deres program nogenlunde ligeligt mellem de to sider (altså med både højre og venstre skulder mod handleren).

Jeg forventer ikke at alle 10 positioner skal indgå i en kl. 3 koreografi, men jeg forventer at se et bredt udsnit af positioner. Gerne 7 – 8 forskellige.

Jeg forventer også at hunden kan vise i hvert fald 3 retninger – ikke nødvendigvis i alle positioner, men i positioner nok til, at jeg kan se, at hunden kan gøre det på begge sider af handleren (med begge skuldre mod handleren)

Og temposkift er helt klart et krav. Hunden skal vise, at den kan holde positionerne uanset hvilket tempo handleren bevæger sig i – men igen ikke nødvendigvis i alle positioner. Men jeg ønsker at se alle tempi i løbet af programmet.

Og så ønsker jeg også at se, at handleren kan flytte sine hænder fra en target position – i hvert fald i nogle af positionerne.

Det er handlerens ansvar at vise mig hvad hunden kan, så det må være et krav, når man konkurrere i kl. 3, at handleren er i stand til at flette alle disse elementer ind i en koreografi. Jeg kan ikke give den points for at kunne udføre en øvelse, som jeg ikke har set den udføre.

Og så til klasse 2. Hvad er det, der ligger mellem de få positioner, som jeg forventer i kl. 1 og alle de krav, som jeg stiller i kl. 3?

I HTM2 vil jeg gerne se 3 – 5 positioner vist i i hvert fald 2 forskellige retninger. Vælger man at have få positioner, kan man opveje det ved at vise flere retningsskift. Jeg forventer også at se temposkift, men hunden behøver ikke nødvendigvis vise, at den kan arbejde i alle tempi. Det ville også være rart, at se hænderne flytte sig ud af target-position i hvert fald i en enkelt position.

Freestyle

Freestyle

I freestyle er øvelserne ikke lige så konkrete, som heelwork positionerne i HTM klasserne, men derfor kan man godt lave nogle retningslinjer.

I Freestyle kl. 1 må det forventes det at hunden kan nogle basic tricks – gerne med inspiration fra færdighedsprøvernes første klasser. Mere indhold behøver den ikke have med i en kl. 1 koreografi.

I Freestyle kl. 3 forventes det at hunden kan arbejde på afstand af handleren – dette kan blot være at løbe ud til en rekvisit, der står et stykke væk. Det behøver ikke være komplicerede kæder af tricks udført på lang afstand, men det må forventes, at der på et eller andet tidspunkt i koreografien opstår afstand mellem hund og handler.

Det forventes også, at hunden periodevist kan arbejde uden at have øjenkontakt til handleren – at hunde og førere slipper hinanden med blikket. Enten kan hunden arbejde bag handlerens ryg eller den kan vende ryggen til handleren.

Det forventes at hunden arbejder i flere niveauer og retninger. Retningsskift kan opstå ved at hunden laver øvelser, hvor den går enten sidelæns eller baglæns og niveauforskelle kan opstå ved at hunden kravler, ruller eller andet, hvor den kommer ned i niveau. I slalom-øvelser, cirkeløvelser mv. arbejder hunden på et mellem-niveau og når den springer, står på bagben eller sidder i en beg/bamse, kommer den op i de høje øvelser. At udnytte disse skift i retning og niveau, hjælper med til at skabe variation.

Endelig forventes det lige som i HTM3, at der er tempo-skift i arbejdet i Freestyle kl. 3. -At hunden kan skifte tempo og også har statiske positioner med i koreografien.

I Freestyle kl. 2 kigger vi igen på hvad der ligger mellem de forholdsvis lave forventninger til indholdet i en kl. 1 koreografi og de ret høje krav i kl. 3.

I kl. 2 er det stadig i orden kun at bruge basic tricks med inspiration fra færdighedsprøverne, men vi vil gerne se et større repertoire end i kl. 1. Vi vil også gerne begynde at se, at hunden har enten niveauforskelle eller retnings-skift på repertoiret og der kommer også en forventning om temposkift.

Til gengæld er der ingen forventning om afstandsarbejde eller arbejde uden øjenkontakt til handleren i kl. 2. Det behøver først at komme i kl. 3.

10 points
Alt det, der er beskrevet ovenfor, skal tages i betragtning, når de 10 points, som en dommer har at gøre godt med i kategorien ‘indhold og sværhedsgrad’ skal uddeles. Og alle punkter skal være opfyldt i acceptabel grad, for at ekvipagen kan få 7,5 points.

I nogle lande taler man om, at hunden får points, når den gør noget godt. Som udgangspunkt starter man altså med et 0 og hver gang man laver noget godt, så vinder man flere points.

I andre lande taler man om, at man får straf-points, når man laver fejl. Her vil man som udgangspunkt starte med 10 points og miste lidt, hver gang man laver en fejl.

I Danmark (og de fleste nordiske lande) gør man ingen af delene. Her har dommeren et billede inde i hovedet af, hvad der skal til for, at det er godt nok til at bestå i den enkelte klasse. Dette billede holder man op ved siden af den præstation man har set i ringen og derefter vurderer dommeren, hvor tæt de to billeder er på hinanden. Ligner de to billeder hinanden, så får ekvipagen 7,5 points og består altså. Mangler der noget i forhold til forventningerne til præstationen i den givne klasse, så får ekvipagen under 7,5 points. Hvor meget der mangler, for at leve op til forventningerne i klassen, er afgørende for hvor meget mindre ekvipagen får rent pointmæssigt. Er den præstation der bedømmes bedre end det billede dommeren har af, hvad der forventes i klassen, gives der mere end 7,5 points. Hvor meget mere afhænger igen af hvor meget bedre præstationen var, end det man må forvente i den givne klasse. Ved på den måde at holde sit eget billede af hvad man kan forvente i en klasse op mod det ekvipagen har præsteret i ringen, kommer dommeren frem til sine points.

Jeg vil i den kommende tid gennemgå bedømmelseskriterierne for ‘udførelse’ og ‘fortolkning’ på samme måde, som jeg her har gennemgået sværhedsgraden, i håb om at det bliver lettere for deltagerne, at gennemskue hvad der skal til for at bestå den enkelte klasse i alle 3 kategorier.

©Emmy Marie Simonsen, 12.10.16

Udgivet i Regler, Viden | 3 kommentarer

Opdaterede regler for 2017

Pernille Zion

De nye opdaterede HTM og Freestyle regler gældende fra 1.1.2017 findes her.

De vigtigste ændringer er:

HTM positionerne har fået numre jf. det svenske system i et forsøg på at ensarte systemet i de nordiske lande.

Musik skal fra 2017 kunne afleveres på USB stick.

Reglerne for landsholdsudtagelser er ændret en hel del med virkning fra 2018, men klubber, der ønsker at afholde landsholdskvalifikationsstævner i 2018 skal begynde at planlægge allerede i 2017.

DSC_0282

De nye opdaterede færdigheddsprøve regler gældende fra 1.1.2017 findes her.

En del øvelser er præciseret og hele target-øvelses-serien er ændret.

Udgivet i Nyheder! | Skriv en kommentar