Årets Nordiske HTM Mesterskab blev afholdt på Norsk Kennel Klubs vinderudstilling DOGS4ALL i Lillestrøm ved Oslo.
Det danske landshold bestod hovedsageligt af garvede landsholdsekvipager, men der havde også sneget sig to debutanter med om bord. Emmy Simonsens unge Sheringem Rhythm of Dance (Beat) debuterede på freestyle holdet, der i øvrigt bestod af Johanna Allanach og Kojima’s E-Physical Graffiti (Soda), Jette Haastrup og Precentas Addi samt Emmy Simonsen med The Charmed Ones’ Biscuit in Blue.
Det erfarne danske HTM hold bestående af Anja Christiansen med Fæhunden’s Queeny Lass, Emmy Simonsen med Bridacre Wisp (Whisper) og Helle Larssen med Littlethorn Avensis (Doggie) er ubesejrede i International sammenhæng. Inden NM i Norge havde de allerede to Nordiske Mesterskaber (2009 og 2010) og et Verdensmesterskab (2010) at bryste sig af og ved NM 2011 var deres klare mål, at gentage successen – denne gang med en fjerde hund på holdet, nemlig Anja Christiansens sheltie Sancaim’s Nadja (Nessie).

Det danske NM landshold bestod af Emmy Simonsen med Beat, Whisper og Biscuit, Jette Haastrup med Addi, Helle Larssen med Doggie, Anja Christiansen med Nessie og Queeny samt Johanna Allanach med Soda.
Dette års NM var Norges første Internationale HTM Mesterskab både som værtsland og som deltagere, så de var debutanter i enhver forstand. De løftede imidlertid opgaven til bravour. De norske arrangørere gjorde det meget let at være deltager. Vi blev opvartet på alle måde og hvis det overhovedet var muligt, så blev ønsker og forespørgsler taget til efterretning og opfyldt. Flot!
Konkurrencen blev bedømt af første bedømmer Lesley Neville fra England, Heidi Frederiksen fra Danmark, Nina Haaland fra Norge (1. runde) og Carola Brusevold fra Norge (finalen). Det gav anledning til en del frustration blandt deltagerne, at dommernes bedømmelser ofte lå langt fra hinanden – mellem 3 og 6 point i mellem den enkelte ekvipages bedste og dårligste karakter var ikke ualmindeligt og det er rigtig meget, når det er ud af et samlet pointtal på max. 30. Til tider undrede man sig over, om det var sammen program de 3 dommere havde set og bedømt.
En anden årsag til frustration var, at dette års NM var første mesterskab efter at reglerne er blevet ændret således, at man ikke mere tager sine point fra første runde med sig i finalen. Det er bestemt ikke en regel-ændring, som den danske lejr kunne bifalde. Holdningen blandt de danske ekvipager var, at vores Nordiske Mester skal være en hund, der ikke bare kan performe en gang i mellem, men som viser stabilitet og sikkerhed. Man skal ikke kunne knibe sig ind i finalen med en middelmådig præstation og så ende med en top placering, fordi man har en strålende runde på finale dagen. Det er urimeligt over for de handlere, der har formået at træne sikkerheden ind i forhold til de, der stadig er på et træningsniveau, hvor de har ”knald eller fald hunde”.
F.eks. viste svenske Linnea Vejde et fantastisk freestyle program om lørdagen og vandt den indledende runde i overbevisende stil med 28,07 points. Også søndag viste hun et rigtig flot program og opnåede 27,02 points, men fordi hun ikke kunne tage sine point med sig, røg hun ud af medalje-rækken til fordel for en ekvipage, der ikke rigtigt viste noget i den indledende runde, men som opnåede 27,03 points (0,01 point mere end Linnea) i finale runden. Efter de gamle regler ville Linnea have vundet individuelt bronze, hvilket hun absolut fortjente.

Pga. en regel ændring i de fælles nordiske HTM regler røg svenske Linnéa Vejde med Australian Shepherd Force Galaxie's Furst Wolf helt ud af medalje rækken ved dette års mesterskab, på trods af, at de vandt den indledende runde i overbevisende stil og også opnåede en flot 4. plads med rigtig fine point i søndagens finale. Ærgeligt at stabilitet ikke længere belønnes ved NM i HTM.
De danske hunde havde et fantastisk Nordisk Mesterskab! HTM holdet blev Nordiske Mestre for 3. år i træk og det med mere end 3 point ned til de Finske Sølv vindere. Freestyle holdet opnåede bronze efter Finland og Sverige. Individuelt var de danske HTM hunde også med helt i top. De opnåede alle 4 en plads i søndagens finale. Anja Christiansen med Queeny blev Nordisk Mester, Helle Larssen og Doggie vandt sølv, Emmy Simonsen med Whisper blev nr. 5 og Anja Christiansen med Nessie nr. 7. To af de danske Freestyle hunde kvalificerede sig til finalen. Johanna Allanach vandt individuelt bronze og Emmy Simonsen med Biscuit blev nr. 7. Jette Haastrup blev nr. 10 individuelt og Emmy Simonsen med Beat nr. 12.

Der var kamp om det individuelle guld internt på det danske landshold. Helle Larssen med Doggie vandt den indledende runde lørdag over Anja Christiansen med Queeny, der lå på 2. pladsen. I finalen om søndagen byttede de imidlertid plads og Anja med Queeny blev Nordiske Mestre med deres program til musik fra filmen Avatar.
Emmy Simonsens Border Collie Whisper kunne i år deltage ved NM for sidste gang for tredje år i træk! Ved NM i Herning i 2009 blev Whisper Individuel Nordisk Mester. Han var 10 år gammel og Emmy besluttede, at trække ham fra landsholdet efter VM et halvt år senere. NM i Herning var derfor hans sidste NM. Ved NM i Finland i 2010 var Whisper imidlertid med som reserve og endte rent faktisk med at komme på holdet og vinde individuelt bronze. NM i Finland blev derfor anden gang, at han deltog ved sit sidete NM. Da landsholdet til NM i Norge skulle udtages, blev det besluttet, at Whispers stabilitet og erfaring ville være godt for holdet. Der var ikke rigtigt nogen gode alternativer og han kom derfor med til sit sidste NM for 3. gang! Han er nu 12 år gammel, så vi tror næsten, at dette års NM virkelig var hans sidste… Så kære Whisper, tak for indsatsen for det danske Guld Hold og for dansk HTM i det hele taget!

Emmy Simonsens 12 årige Border Collie Bridacre Wisp deltog ved sit sidste NM for 3. gang i træk! Han optrådte til musik fra filmen Apollo 13, der er blevet klippet sammen med den originale lyd-optagelse af det berømte nødkald 'Huston we have a problem!". Emmy og Whisper havde imidlertid ingen problemer ved dette års NM og endte som Nordiske Mestre for hold og en individuel 5. plads.


